
The
Key, oil on linen, 20 x 18 inches, 2011
Conor
Walton
Lise-Lotte Blom
Conor
Walton, f. 1970 udstiller nu i Danmark. Det er Galleri Nexus Kunstcenter
i Tinglev, der har formået at få den anerkendte irske
maler til at udstille ca. 40 fascinerende malerier primært fra
perioden 2008-2011.
Figurative
og fortællende billeder
Conor Walton arbejder med portrætter, selvportrætter,
opstillinger, ofte allegoriske opstillinger med et personligt strejf
og landskaber. På denne udstilling ses dog ikke landskaber.
Hans teknikker omfatter valørmaleri (farvesvage mod gråt
stemte farvenuancer), clairobscur (halvlys ofte med udviskede konturer)
og af og til ses bladguld. Klare farver kan veksle med svagere nuancer.
Han opnår ofte en mageløs fin stoflighed.
Walton
inddrager fortiden og nutiden + af og til sig selv og sin egen nære
familie i motiverne
I en del af billederne inddrager Walton sig selv og sin nære
familie i allegoriske fremstillinger. Dette gør billederne
mangetydige og åbne for fortolkninger. Glosen allegori, ”at
sige noget andet”, et sindbillede, er jo netop en sproglig eller
billedlig fremstilling, som har overført betydning. Fortællingerne
er i Waltons billeders tilfælde ofte præget af ro, gåder
og måske længsel.
Opstillingerne
Waltons opstillinger er meget forskelligartede, og ofte ses frugter.
I ”Still Life with Wine Glass”, 2009 og ”Opstilling
med maske”, 2009, ses også komplicerede og mangefacetterede
genstande. Desuden ses fx vinflasker, fyldte rødvinsglas, en
frø + et rumskib. I et tilfælde er også tilføjet
et blødt bøjet lommeur, der synes at have en reference
til billedet ”Erindringens bestandighed”, 1931 af surrealisten
Salvador Dali.
Flere billeder har direkte henvisning til døden. Billedet ”It’s
the End of the World as We Know it” fra 2011 er et “memento
mori” (Husk du skal dø!). Der findes mange lag af forståelse
I hans opstillinger.
Solo-genstande,
bl.a. drueklaser
En række af opstillingerne viser en enkelt eller ganske få
genstande. Således: ”Fruit Piece”, 2010, ”Honey”,
2009 (et fyldt honningglas) og ”Purple Grapes”, 2008.
Walton er fascineret af Drueklaser og vindruers halvgennemsigtighed.
Men også af den kendsgerning at drueklasen som sådan traditionelt
er blevet opfattet som en malers symbol. Jf. beretningen om den græske
maler Xeuxis, der var virksom i anden halvdel af 400-tallet f.Kr.
i Grækenland og Syditalien. Xeuxis videreførte den græske
maler Apollodoros’ lys-skyggemaleri. Apollodoros var i antikken
berømt som ”Skiagrafos” (skyggemaleren), da han
blev tillagt opdagelsen af at male med lys-skyggevirkninger. Nævnte
Xeuxis blev berømt for sin naturalistiske udtryksform, der
nåede en sådan grad af illusionisme, at det berettes,
at fuglene søgte at æde de druer, han havde malet.
Walton har arbejdet intenst med i gengivelser af drueklaser at opnå
druernes realisme og halvgennemsigtighed med douce farver, halvlys
og udviskede konturer. Resultatet er intet mindre end fremragende.
Lidenskab
og patos i malerierne
Der er en lidenskab og patos i malerierne, der får en til at
tænke på den alternative strømning i samtidskunsten,
der har fået betegnelsen ”passionisme”. Jeg tænker
her på kunstnere som Thomas Kluge, Michael Kvium, Martin Bigum,
Peter Martensen, Preben Fjederholt, Ulrik Møller, Balder Olrik
og norske Odd Nerdrum. Disse 8 kunstnere udtrykker noget alment om
tilværelsen i deres billeder. Passionisme er hos disse kunstnere
også set i forbindelse med tidligere tiders fortællende
billedkunstnere som bl.a. Giotto, Michelangelo, El Greco, Goya, Munch,
Hammershøi. Men også nyere tids store navne har inspireret
som fx Giogio de Chirico, Salvador Dali, Wilhelm Freddie, Edward Hoppe,
Francis Bacon, Lucien Freud og Erik Fischl. Jf. her Merete Sanderhoffs
bog: Sorte Billeder – Kunst og kanon fra 2007.
Conor Walton kan ses i denne tradition – dog helt på egne
præmisser selvfølgelig.
Til udstillingen er udgivet et katalog , bl.a. med teksten: Conor
Walton – en fascinerende irsk maler af Lise-Lotte Blom.
Oplev denne malers billeder, der nu for første gang er udstillet
i Danmark.
Galleri Nexus Kunstcenter
Uge Bygade 7, Tinglev
Frem til den 11. december
published
in Kunstavisen, Oct. 21, 2011.
llb@nalnet.dk